Den glemte Internet Explorer-vurdering, ingen bad om

I de tidlige dage af internettet virkede det hele lidt mere vildt. Browserne prøvede at holde styr på indholdet med metadata, og moderation var stadig en ny idé.

I dag handler det om cloud-infrastruktur, AI i udviklingen og teknisk SEO for vores domains. Men før i tiden havde man nogle ret mærkelige forestillinger om, hvordan man kunne organisere det hele. Et af de mest bizarre eksempler fra browser-krigene er Internet Explorers forsøg på at indføre et stort, samlet vurderingssystem. Det er et klassisk eksempel på god teknisk tænkning, der stødte ind i den virkelige verden.

Visionen om et standardiseret vurderingssystem

Tilbage i 90’erne så nogen hos Microsoft det kaotiske internet og tænkte: Hvad hvis vi bare kunne vurdere det hele?

Svaret blev RSACi – et system bygget på PICS-standarden fra W3C. Ideen var enkel og elegant i teorien. Hjemmesider skulle frivilligt tilføje metadata, der beskrev indholdet ud fra fire kategorier:

• Violence
• Nudity
• Sexual content
• Language

En administrator kunne så indstille grænser for hver kategori og beskytte dem med en supervisor-password. Alt, der lå over grænseværdierne, skulle blive blokeret. Det var en fin forestilling om et internet, der selv regulerede sig selv gennem standardiserede metadata.

Men det var også helt urealistisk.

Problemet med frivillig overholdelse

Systemer, der anviser alle til at følge reglerne uden tvang, fungerer sjældent. Det var tilfældet med RSACi.

De fleste hjemmesider valgte aldrig at implementere ratings. Når man slåede funktionen til i IE, måtte man enten:

1. Tillade alle unrated sites, så vurderingssystemet blev meningsløst
2. Blokere alle unrated sites, så browseren kun kunne vise et par få sider

Nogle prøvede at manuelt tillade eller blokere specifikke URLs, men det virker kun lokalt. Det grundlæggende problem var, at systemet bad webmasters om toarmig, frivillig indrømming.

PICS: Mere kompliceret end man tror

PICS var ikke blot et enkelt vurderingssystem. Det var en slags DSL – en sprogdefinition – til at lave nye vurderingssystemer af. Det brugte S-expressions, afgang fra 1987.

Det betød:

• Man kunne lave custom rating vocabularies
• En side kunne være rated af flere systemer samtidigt
• En PICS-Label HTTP header kunne indeholde flere ratings
• Man kunne teoretisk opfinde sit eget system

Microsoft indbyggede det alt. IE tillod bruger at importere .rat files. Det standardiseret RSACi, but Windows havde endda TICRF fra Taiwan med kinesiske tegn – der ofte blev vist som mojibake på XP.

Det ser ud som dette i praksis

En PICS-label ser sådan ud:

<meta http-equiv="PICS-Label" content='(PICS-1.1 
  "http://www.rsac.org/ratingsv01.html" 
  l gen true 
  for "http://www.example.com" 
  ratings (v 0 s 0 n 0 l 0) 
  comment "Certified safe by our lawyer")'>

Eller via HTTP header:

PICS-Label: (PICS-1.1 "http://www.rsac.org/ratingsv01.html" l gen true ...)

IE7: Fortsættelse af fejlen

Microsoft gav ikke up. IE7 indførte en ny vurderingssystem, ICRAv3, men beholdt RSACi for at være kompatibelt. De også tilføjede en password hint for supervisor-password.

Lessons learned

Den mislykkede historie om PICS og RSACi viser flere ting:

1. Frivillig compliance virker ikke. Standards skal løse problemer, der virkelig er behov for. PICS var en løsning på udkig efter et problem.

2. Metadata skal have incitamenter. Hvis webmasters havde fået lovmæssige konsekvenser eller search engines deprioritized unrated sites, ville det må<|eos|>